onsdag den 13. april 2011

Overvejelser

Eller: overvejelser om formål

Martin sidder ofte stille i en lænestol i institutionens dagligstue, ofte med en kop kaffe i hånden. Vi vil gerne bidrage til at han gennem bevægelse, kan komme til at opleve glæde ved at lade sig selv og sin egen krop fylde mere i rummet.

Vi har ønsket at tilrettelægge en meningsfuld aktivitet for Martin, den skal kunne fungere som en af de muligheder man kan vælge mellem, når man har alenetid sammen med Martin. Den aktivitet som omsorgspersonen oftest vælger, er at gå tur i skoven og institutionens omegn sammen med Martin. Men er vejret efter omsorgspersonens vurdering dårligt, bliver gåturen ofte valgt fra til fordel for højtlæsning, musiklytning eller fodmassage. Udmærkede tiltag men uden fysisk aktivitet. Derfor vil vi gerne udvide spektret for, hvad der er realistisk at gøre sammen med Martin en almindelig hverdagseftermiddag hjemme på institutionen, så han kan opleve samvær om fysisk aktivitet, og deraf affødt produktion af endorfiner, selvom man vælger at blive indendørs.

Det kan af helbredshensyn være fornuftigt og omsorgsfuldt, at foretrække indendørs aktiviteter i kolde perioder, da Martin gerne lader sig iføre overtrækstøj og hue, men konsekvent nægter at have vanter eller luffer på.

Vi mener at det er vigtigt at omsorgspersonen kender til beboerens diagnose, men ikke lader sig styre af den. At der finder løbende iagtagelse sted, og faglig vurdering deraf, som man i den daglige interaktion med brugeren kan forholde sig til, med sigte på at følge og optimere brugerens udvikling mest muligt.

Overvejelser om aktivitetens art:

Da vi fra vores praksis i samspil med Martin har erfaret, at han værdsætter at lytte til klassisk musik med og uden sangledsagelse, men ikke til moderne rytmisk musik, har vi vurderet at musik kan forstærke hans lyst til bevægelse, og derfor skal være en del af aktiviteten. For at Martin skal ønske at deltage, er tryghed en vigtig faktor. Vi har derfor valgt at kun personer fra vores gruppe, som han i forvejen er fortrolig med, skal introducere ham for aktiviteten.

søndag den 3. april 2011

Dagligdagens mange sprog – DR2 3. april 2011 kl. 22.10 – 22.30, 20min.

Sprogforskeren Pia Quist udtaler at det ikke er noget nyt, at man bruger sproget til at markere generationsforskelle med.

De to unge fra Albertslund, som laver rap sammen og lavede `sproglaboratoriet` på P1 i 2010, benytter sig i høj grad af situationsbetinget kodeskift. De bruger ikke slang overfor deres forældre, pga. af respekten for forældrene. Hjemmet er ikke et sted de udfolder deres slang. Når de rapper bruger de slang, men er tydelige med deres danske udtale, for at blive forstået.

Et eksempel på slang: Hallo dig, du er helt væk. = det er for langt ude, stodder.

Også pædagogerne i klubben bevæger sig i forskellige sprogkoder. Den ene siger at det er hans sande sprog han taler med de unge i klubben, men overfor familien derhjemme, hans små børn, taler han pænere, for at de ikke skal efterligne grimme ord.

3. g eleverne lægger ikke noget i at pigerne omtales som kællinger og hoes. De er enige med hinanden i, at rap har rykket grænserne for hvordan man taler til hinanden.

Preben Møller Hansen på folketingets talerstol, fik ikke lige skiftet sprogkode!

Jeg kan anbefale programserien KAMPEN OM SPROGET på DR2, de to første udsendelser er blevet sendt, men kan ses over nettet.

De fem programmer

Dialekterne - sendes 27.marts kl. 22.10
Engang var der ingen, der kunne forstå hinandens dialekter. I dag taler alle en lokal udgave af københavnsk, og vi forstår alle hinanden - eller gør vi?

Adrian Hughes tager i første afsnit af ’Kampen om Sproget’ til Sønderjylland for at høre, hvordan det står til med sprogtonen.

Dagligdagens mange sprog - sendes 3.april kl.22.10
I gamle dage var det let. Vi var ’Des’ indtil vi havde drukket ’dus’. Men i dag er de sproglige koder langt mere komplekse.

Adrian Hughes tager til den københavnske vestegn for at høre, hvor nemt de unge mennesker her bruger de mange sproglige kasser, de har til rådighed.

DR – det gode eksempel - sendes 10.april kl.22.10
En gang skulle man igennem et meget smalt nåleøje for at få lov til at tale i Danmarks Radio. Men så skete der noget, og i dag er sproget i DR en anderledes mangfoldig størrelse. Eller hvad? Må nyhedsoplæserne virkelig tale, som de vil? Og virker DR egentlig som nationens sproglige indpisker og forbillede?

Adrian Hughes tager på rundtur i DR for at høre, hvordan DR-dansk lyder i dag.

Magtens sprog - sendes 17.april kl.22.10
En gang kunne man kende magten på klæder og statussymboler, i dag gemmer magten sig i ordene.

Adrian Hughes tager os med på Christiansborg for at kigge nærmere på magthaverne og den måde de bruger sproget på.

Truslen fra engelsk – sendes 24. april kl.22.10
Dansk har gennem historien været påvirket af mange andre sprog – blandt andet engelsk, som stadig bidrager med mange nye ord. Men har dansk også påvirket engelsk? Og har det danske sprog overhovedet en fremtid?

Adrian Hughes besøger Danske Bank for at høre, hvordan den sproglige hverdag udformer sig på en arbejdsplads med to virksomhedssprog - dansk og engelsk.


Dette års påskepynt bliver helt enkel, her tørret appelsinskal og vagtelæg på krans.

En øvelse i noget nyt:


Lidt påskepynte griller som absolut måtte ud.

Og her et gækkevers:

Lille mo`r
Du cykler og roèr
Og tidt svides derfor Vællingen
Den Gæk, her jeg tror,
Tolker netop de Ord
Fra din Mand: Hvad gaar der af Kællingen?

lørdag den 2. april 2011

Tilladelse

For at have alt på det rene, omkring tilladelse til at vise optagelser af vores bruger Martin, og lægge dem på nettet, har jeg i forbindelse med en ledsagning af Martin til hjemme week end hos sin far og værge, opnået fuld opbakning til at arbejde pædagogisk med Martin, filme og vise det frem.

Specifikt om en bruger

Mand midt i 30èrne med autistiske træk. Han beskrives i institutionens overleveringsmateriale fra tidligere dagbeskæftigelse, som værende uden aktivt verbalt sprog. Men kommunikerer gennem kropssprog, mimik og lyde, og med en funktionsalder under 1 år. Han betegnes som lydfølsom og svært ved at `klare mange stimuli omkring sig.` Han har epilepsi og er ikke renlig. Er han psykisk utilpas, skubber han potteplanter, pynt eller inventar omkuld, eller hiver billeder ned fra væggene.
Mens han har boet på sin nuværende institution, er der lavet udviklingsprofil på ham, jeg er så uenig i det den viser, at jeg ikke kan forholde mig til den, eller bruge den til noget.


Martins far kan se at Martin trives og udvikler sig hvor han bor nu, og er positiv for initiativer og opmærksomhed omkring Martin. Han har givet en video til institutionen som er lavet med Martin da han var 10 år, om hans måde at udtrykke sig på. Det er en lille poetisk film lavet for Statens Filmcentral, der viser kreative sider hos de medvirkende børn med autistiske træk.

fredag den 1. april 2011

SKB ved MESK d. 21. og 22. marts 2011

Det filosofiske grundlag for bevægelsesundervisningen og grundelementerne i grundtræning samt fænomenologisk teoritradition

Teorien til dagens undervisning var fra grundbogen: Kissow, A.M. og Pallesen, H.(2006): Mennesket i bevægelse. Kbh. FADL`s forlag. Kap. 1 om det filosofiske fundament for bevægelsesundervisningen og kap. 5 om alsidighed i grundtræningen, foruden:

Bog: Sandholm, G. og Sørensen, H.V. ( ): Pædagogisk idræt - en bevægende pædagogik. ? Corposano.

Artikel: `Pædagoger skal løbe forrest` af Karitte Lind Bejer i `Børn og unge-fagblad for pædagoger og klubfolk organiseret i BUPL` Nr. 28 2009

Vi startede aktivt op i K1 med fokus på grundtræningens elementer. Mette havde lagt noter på studienet, med essensen af hvad vi som pædagoger har brug for at vide om grundtræning.

I den teoretiske undervisning arbejdede vi i grupper med følgende spørgsmål:

1) Gør rede for tankerne om `Kropsfortællinger`.

Det bliver en fortælling man får om sig selv. Mange restriktioner i institutionen hæmmer kropsudviklingen. Hvis pædagogen holder igen med sin kropslighed, vil det helt sikkert påvirke barnet.(ifølge forsker og lektor Annette Boye Koch, der har forsket i trivsel og bevægelse i daginstitutioner) Kropslig kunnen bidrager til selvfølelse og selvværd.

Pædagoger har ansvar for at være bevidste om den værdi de signalerer at fysisk aktivitet har. Ved i eksemplet i teksten at sige `hvis I skal løbe herinde skal I gå udenfor` signaleres at det ikke er acceptabel opførsel at løbe, og at det er i vejen. I stedet kunne de spørge `har I lyst til at vi går udenfor?`

`Kropsfortælling er hvad kroppen fortæller.` s. 28

Børnene internaliserer de voksnes måder at bevæge sig på. `Det er pædagogernes opgave at støtte deres målgruppe til at finde deres egen kropsfortælling i de formelle rum. I alt hvad vi foretager os er der bevægelse og sansning, som danner baggrund for barnets udvikling og læring`. S. 28

`Barnet er optaget af at imitere mennesker i sin omverden og er motiveret til at komme til at mestre de samme færdigheder`.

`Det er ikke bare kroppen det handler om men hele mennesket `. s. 32

2) Gør rede for den fænomenologiske teoritradition ifølge Merleau- Ponty.

Hovedtesen er:`At kroppen sættes i centrum for arbejdet med at forstå og beskrive menneskets eksistentielle vilkår, herunder læring.``At lære med kroppen, er læring, hvor krop og kropslige handlinger er udgangspunktet. Det er en læreprocess der ikke altid kan sættes ord på. Læreprocessen er sanselig og tavs. Man kan lære uden at man er bevidst om at man lærer.` s. 28

`Ifølge Merleau – Ponty (2000) tilhører verden ikke et personligt jeg, men er et betydningsfelt der er tilgængelig for alle kroppe. Gennem kroppen tilegner mennesker sig den verden, der er, såvel den naturlige verden som den kulturelle verden. En verden, som er en social verden, hvor man altid er èn i relation til andre.`

Jeg tænker at synspunktet med at man kan lære uden at være bevidst om at man lærer, kan være en værdifuld tilgang til at arbejde med forbedring af handicappedes handlekompetencer og erfaringsverden.

En læreproces der ikke kan sættes ord på er f. eks. At man ikke kan forklare hvordan man lærer at cykle, man øver sig og øver sig både i at holde balancen, koordinere det at cykle med benene samtidig med at holde retningen, og huske at bremse om nødvendigt.

Det som kroppen husker, kan være det at man altid går med ur, og en dag ikke har det på og det føles mærkeligt på armen.

Ponty sætter kroppen som noget centralt, når vi sætter kroppe i spil, sætter vi hele mennesker i spil

Fænomenologi hører ind under åndsvidenskaberne, det som vi har prøvet i K1 i dag. Det er via kroppen vi lærer om verden. Kroppen sanser straks vi kommer ind i et rum, hvad der er på spil her.

Det er vigtigt at få gode erfaringer med kroppen, da det er via kroppen vi lærer om os selv.

Sundhedsforebyggelse læner sig op ad naturvidenskabelig filosofi. Det at lave kalorieberegninger, tælle antallet af daglige skridt,

3) Gør rede for en åndsvidenskabelig tilgang til bevægelse og en naturvidenskabelig tilgang til bevægelse.

Sundhedsforebyggelse læner sig op ad naturvidenskabelig filosofi. Det at lave kalorieberegninger, tælle antallet af daglige skridt, lave tests.

Sundhedsfremme læner sig op ad åndsvidenskabelig filosofi. Som forskeren og lektoren Annette Boye Koch siger `Det er nemlig i den grad glæden og trivslen, der udgør omdrejningspunktet, når det sunde aktivitetsniveau og den positive kropsbevidsthed skal grundlægges hos børnene. Og derfor nytter det heller ikke en pind at tvinge sig selv til at tage børnene med i svømmehallen, hvis man er bange for vand og aldrig har sat pris på at svømme. ` (s. 3 af 6, afsnittet `mange veje frem` i `pædagoger skal løbe forrest`, Børn og Unge. nr. 28 2009)

4) Hvilken viden har I tilegnet Jer ved at læse `Pædagoger skal løbe forrest`?

· Lektor og forsker Annette Boye Koch fra VIA University College i Århus, har begået den mest omfattende undersøgelse foretaget i Europa, nemlig Ph.d. afhandlingen `Kropskultur og trivsel i børnehaven` om sammenhængen mellem pædagogers og børns kropskultur.: Gennem et år har hun indsamlet empiri om trivsel og bevægelse i 43 daginstitutioner, foretaget motoriske tests, og målt fysisk aktivitet hos børnene. Hun har lavet spørgeskemaundersøgelse blandt 661 forældre til børnehavebørn.

· Hun har belæg for at sige at hvis pædagoger vil have børnene til at bevæge sig mere, er de nødt til at røre sig sammen med dem. (s. 2 af 6 i artiklen)

· Pædagogernes ansvar for børnenes aktivitetsniveau er stort da børnene befinder sig i institutionen i størstedelen af deres vågne tid.

· Børnene mærker tydeligt de voksnes glæde ved aktiviteterne, og de kopierer den. (jf. den åndsvidenskabelige filosofi)

· I nogle daginstitutioner er det fortrinsvis pædagogmedhjælpere der har fysiske aktiviteter sammen med børnene. Det kan skyldes at de er yngre med færre kropslige skavanker, og er mere kropsligt orienterede/i træning end de ældre pædagoger. Pædagogernes mange arbejdsopgaver med dokumentation og forældresamarbejde, tidspres i det hele taget, kan også have betydning. Pædagogerne er udsat for modsatrettede krav om rationaliseringer og opfyldelsen af mangeartede krav.

· Pædagogerne skal imødekomme forældre som bekymrer sig om der kan ske ulykker ved den megen fysiske aktivitet, og tage dem alvorligt.

5) Hvilken viden har I tilegnet jer om `Grundtræning` som den præsenteres i grundbogen?

Grundelementerne i grundtræningen er:

BEVÆGELIGHED, evnen til at omstille sig hurtigt, være fleksibel og flytte sig. Strækbarhed af muskler og ligamenter. Der skelnes mellem dynamisk bevægelighedstræning hvor man bevæger sig dynamisk i leddet ved at fjedre, hoppe, trække osv. og statisk bevægelighedstræning hvor musklens udspring og fæste fjernes maksimalt med hinanden ved at lave strækøvelser. Bøjelighed, fleksibilitet, elasticitet, påvirkelighed, foranderlighed, føjelighed, flytbarhed, mobilitet, strækbarhed, eftergivenhed, smidighed og omstillingsevne.

STYRKE, evnen til at give modstand og mærke stabilitet og udvikle muskelkraft. Der skelnes mellem dynamisk muskelstyrke og statisk muskelstyrke. Råstyrke, modstand, soliditet, potens, stabilitet, robusthed, force, magt, kraft.

UDHOLDENHED, viljestyrke og vedholdenhed foruden evnen til at fortsætte aktiviteten over lang tid. Der skelnes mellem udholdenhed over korte, mellem og lange distancer. Kondition, vedholdenhed, sejhed, tålmodighed, tålelighed, hårdførhed, utrættelighed, oplagthed, energi, modstandskraft.

SPÆNDINGSBALANCE, kontrasten og samspillet mellem spænding og afspænding og evnen til at benytte den rette spænding i rette situation. Kontrol, beherskelse, harmoni, ro, uforstyrrethed, afbalancering, ligevægt. SPÆNDING i sin yderpol: stress, henrykkelse, aktivitet, glød, begejstring, optændthed, beredskab, oprørthed og ophidselse. AFSPÆNDING i sin yderpol: afstresning, passivitet, slaphed, fred, hvile.

KOORDINATION, evnen til at samordne kroppens bevægelser i forhold til hinanden og til omgivelserne. Koordination er også samspil mellem muskulaturen og nervesystemet, og evnen til at bearbejde og samordne sanseindtryk. Vekselvirkning, timing, tilrettelæggelse, tilpasning, styring, sammenkædning, kontrol, omstilling, integration, samarbejde, struktur, samordning og samspil.

Det er vigtigt at være bevidst om at man sætter det hele menneske i spil.

Jeg blev især opmærksom på hvor betydningsfuld OPVARMNINGEN er, ikke blot for at få gang i kredsløbet, men i lige så høj grad for at gøre den enkelte modtagelig for de kropslige aktiviteter som ligger forude.