Undervisningen ved LIL startede med at klarlægge begreberne identitet og dannelse. Vi havde små gruppearbejder og Lisbeth gennemgik sin Power Point og der blev tid til at se et uddrag af filmen `Når mor og far er på arbejde` Hvor man får et indblik i Erik Sigsgaards observationer i børnehaven Vognmandsparken.
Dagens litteratur var:
Sigsgaard, Erik (2010): Fremtidens børneinstitutioner. I: Liberg, Ulla og Schou,Carsten(red.):Fællesskab i forskellighed. Akademisk forlag.
Sigsgaard, Erik (2002): Skældud. Kap. 8 Hans Reitzels Forlag.
Vi har arbejdet med at forstå hvordan de centrale pædagogiske begreber identitet og dannelse bliver set på i den pædagogiske praksis som Erik Sigsgaard har lavet observationer i. Uanset hvilken målgruppe man arbejder med er det relevant at kende til Sigsgaards litteratur om skældud, jeg mener at man kan bruge den i sin tilgang til alle brugergrupper.
Identitet
Man er i forskellige arenaer. Summen af de påvirkninger man har oplevet. De tre P`er
Identitet kan dannes i fællesskaber. Personlighed og karakter. Habitus. Man har forskellige identiteter i forskellige sammenhænge.
Dannelse (forskellige forfattere har forskellig opfattelse af hvad dannelse rummer)
En proces der ikke står stille. Uddannelse. Opdragelse. De tre P`er.
Lisbeth vil undervise ud fra et filosofisk tilgang til dannelse og identitet.
Gustavsson, Bernt (1996): Dannelse i vor tid. Klim.
Ens egen moral kommer i spil.
Stern, at blive mødt og forstået.
Tilknytningsteorier.
Vygotski, zonen for nærmeste udvikling.
Kognitiv, ressourceorienteret anerkendende pædagogik, KRAP
Som fagperson skal man kunne spørge på en anden måde end blot: hvorfor vil du ikke være med til det her? For at nærme sig brugeren.
Der har været en tendens til at alt er lige godt, vi er forskellige. Men man skal kunne stå ved sig selv, være autentisk. Turde stå i det åbne.
At turde filosofere med børn er at gå dialogens veje. At stille de store filosofiske spørgsmål. At spørge børn i stedet for at give dem svar.
Noter fra Filmen: Når mor og far er på arbejde.
Børnehaven. Vognmandsparken.
Lederen hedder Lillian Gregersen.Hun fortæller at;
Når barnet Anne Sofie skælder ud, står hun med knyttede næver. Moderen kan se at det afspejler hendes egen attitude og arbejder med det.
Lederen siger at pædagogerne skal fremstå som hele mennesker.
Erik S.:det farlige ved skældud er hvis det bliver til et mønster at der på noget uventet reageres med skældud. Gentagen skældud giver barnet negative forventninger til sine medmennesker. Mange regler lægger op til at have mange sanktioner, og giver mange konflikter.
Lederen siger at man skal være bevidst om hvorfor man skælder ud, også som forældre. Børn - voksen relationerne er nu blevet tættere, børnene fortæller nu i højere grad fortrolige ting hjemmefra.
Børnehaven Bullerby: en institution med en trykket stemning vil lægge om. De laver rollespil i skoven. Lederen: børnenes selvværd voksede og de begyndte at søge andre legefællesskaber.
Pædagogerne kommer på kursus i humor. Sjove børn får flere venner. Humor er en del af børns sociale kompetencer. Et barn der ikke forstår humorkoderne, skal hjælpes til at komme ind i humorfællesskabet. Humor, leg fantasi, latter kan løsne spændinger, det oplevede de i rollespillet. Humor bliver en del af personalets omgangsform. Det har tilført personalegruppen energi.
En ny situation er opstået i børnehaven indenfor de senere år: Børnene slår, sparker, niver og river pædagogerne. Lederen tror at det skyldes at voksne ikke er tydelige i hvad de vil finde sig i overfor børnene, forældrene vil undgå konflikter. De er optaget af at tale i mobiltelefon samtidig med at han henter sit barn i børnehaven, at forældrene ikke er fokuseret frustrerer barnet.
mandag den 28. november 2011
onsdag den 9. november 2011
Om inklusion ved LIL
Tekster til gårsdagens undervisning var BUPL`s hjemmeside: Forskning Børn og Unge nr. 10 2011 tema om forebyggelse, s. 4-19 Med artikler hvor
Bent Madsen, leder af NVIE kommer til orde.
Dernæst Tine Basse Fisker, ekstern lektor ved Institut for Læring ved DPU, Aarhus Universitet.
Endelig Anders Holm, professor og økonom, Center for Grundskoleforskning ved DPU, Aarhus Universitet.
Og til sidst Jill Mehlbye, psykolog og master i offentlig administration, programleder i Anvende Kommunal-Forskning.
Spændende læsning, navnlig Bent Madsens synspunkter kan blive relevante for vores studiegruppes arbejde. At en tredjedel af alle folkeskolens udgifter går til specialundervisning af 14% af eleverne, kan ingen beslutningstager på området vel sidde overhørig, nu hvor riget fattes penge ? Området kan måske nytænkes!
At pædagoger har indblik i forskning må virke motiverende for at udvikle egen faglighed tænker jeg.
Vi havde også læst en god bid af kap. 4 I Pedersen, Carsten (red.)2009:Inklusionens pædagogik.
Her kritiserer Carsten Pedersen at individets selvrealisering prioriteres højere end sociale fællesskaber i undervisningsministeriets bemærkning s. 108
Han kritiserer at børn og brugere med behov for særlig støtte, bliver set som udsatte MED iboende vanskeligheder istedet for som individer I sociale vanskeligheder. Og han argumenterer for at flytte støttende interventioner fra individet til fællesskabet. s. 109
Han mener at dagtilbudslovens formål om at forebygge negativ social arv og eksklusion, kun kan opfyldes hvis der etableres bedre sammenhæng mellem normalsystemet og den særlige indsats overfor børn og unge.
Jeg tror at lærerne som stand har haft interesse i at udskille forstyrrende elementer fra klassen, for lettere at holde ro i klassen og fritage sin egen funktion for kritik af ikke at kunne opretholde disciplin. Nogle lærere mener stadig at der ud skilles for få elever til specialundervisning.
Traditionelt har pædagoger måske ønsket at ligne lærerne og er derfor blevet så gode til at udpege børn med vanskelige odds og til at se årsager hertil. Nu er tiden og samfunds udviklingen moden til at ønske udvikling for udsatte grupper istedet for stigmatisering.
I Lisbeths undervisning brugte vi tid på at øve os i at bruge Carsten Pedersens model til afdækning af dilemmatisk mellemværende s. 115 som vi har mødt tidligere i undervisningen, men jeg tror ikke at nogle i klassen har benyttet den grundet usikkerhed om anvendelsen. Så det var rigtig dejligt at afprøve den under kontrollerede former. :)
Nu er der da håb om at den kan indgå i fremtidigt arbejde som analysemodel om værdiafklaring, og måske skærpe blikket på hvad der er i pædagogens interesse og i brugerens.
Bent Madsen, leder af NVIE kommer til orde.
Dernæst Tine Basse Fisker, ekstern lektor ved Institut for Læring ved DPU, Aarhus Universitet.
Endelig Anders Holm, professor og økonom, Center for Grundskoleforskning ved DPU, Aarhus Universitet.
Og til sidst Jill Mehlbye, psykolog og master i offentlig administration, programleder i Anvende Kommunal-Forskning.
Spændende læsning, navnlig Bent Madsens synspunkter kan blive relevante for vores studiegruppes arbejde. At en tredjedel af alle folkeskolens udgifter går til specialundervisning af 14% af eleverne, kan ingen beslutningstager på området vel sidde overhørig, nu hvor riget fattes penge ? Området kan måske nytænkes!
At pædagoger har indblik i forskning må virke motiverende for at udvikle egen faglighed tænker jeg.
Vi havde også læst en god bid af kap. 4 I Pedersen, Carsten (red.)2009:Inklusionens pædagogik.
Her kritiserer Carsten Pedersen at individets selvrealisering prioriteres højere end sociale fællesskaber i undervisningsministeriets bemærkning s. 108
Han kritiserer at børn og brugere med behov for særlig støtte, bliver set som udsatte MED iboende vanskeligheder istedet for som individer I sociale vanskeligheder. Og han argumenterer for at flytte støttende interventioner fra individet til fællesskabet. s. 109
Han mener at dagtilbudslovens formål om at forebygge negativ social arv og eksklusion, kun kan opfyldes hvis der etableres bedre sammenhæng mellem normalsystemet og den særlige indsats overfor børn og unge.
Jeg tror at lærerne som stand har haft interesse i at udskille forstyrrende elementer fra klassen, for lettere at holde ro i klassen og fritage sin egen funktion for kritik af ikke at kunne opretholde disciplin. Nogle lærere mener stadig at der ud skilles for få elever til specialundervisning.
Traditionelt har pædagoger måske ønsket at ligne lærerne og er derfor blevet så gode til at udpege børn med vanskelige odds og til at se årsager hertil. Nu er tiden og samfunds udviklingen moden til at ønske udvikling for udsatte grupper istedet for stigmatisering.
I Lisbeths undervisning brugte vi tid på at øve os i at bruge Carsten Pedersens model til afdækning af dilemmatisk mellemværende s. 115 som vi har mødt tidligere i undervisningen, men jeg tror ikke at nogle i klassen har benyttet den grundet usikkerhed om anvendelsen. Så det var rigtig dejligt at afprøve den under kontrollerede former. :)
Nu er der da håb om at den kan indgå i fremtidigt arbejde som analysemodel om værdiafklaring, og måske skærpe blikket på hvad der er i pædagogens interesse og i brugerens.
Studiegruppe
Vi mødtes i vores studiegruppe for at præcisere vores emneformulering og snakke litteratur og teori. Vi arbejde individuelt resten af ugen, da nogle er temmelig arbejds ramte.
Vi har nu tilladelse til lave interview og ser positivt på projektet som helhed.
Vi har nu tilladelse til lave interview og ser positivt på projektet som helhed.
tirsdag den 1. november 2011
Livskvalitetsbegrebet i pædagogisk sammenhæng ved SBR
Dagens litteratur var 3 tekster om livskvalitet, rettet mod hver sin målgruppe. Det er en ny vinkel på livskvalitet som vi skal kende, og dermed skal vi også parkere Peter Larsens dynamiske livskvalitetsmodel under SKB, og lade den blive der, husk det nu Sonja!
Litteraturen var :
Holm, Per m.fl. (1994):Livskvalitet og professionel støtte. I: Holm, Per m.fl.(1994):Liv og kvalitet i omsorg og pædagogik. Forlaget Systime. s. 10-57 (målgruppen funktionsnedsatte)
Clausen, Sigrid Brogaard og Clausen, Peter (2010):Pædagogik og livskvalitet. Hans Reitzels forlag. s. 17-24 (målgruppen børn og unge)
Henriksen, Bjarne Lenau (2007):Livskvalitet - en udfordring. GADs Forlag. 2. udg. s. 19-31 (målgruppen socialt udsatte)
På klassen udspillede en diskussion sig om `Benny 16 år, ryger og spiser romkugler på bænken.`
I stedet for at fokusere på det indlysende negative må pædagogen forsøge at få kommunikation i gang med Benny om hans trivsel, udvikling og læring, altså kammerater og hvad man er sammen om, hans fritidsinteresser og fremtidsdrømme. Det handler om at være anerkendende.
Jeg er blevet bevidst om at livskvalitet er et centralt pædagogisk begreb som der er skrevet tykke bøger og teorier om, så man kan tale fagligt om det. Det er ikke så diffust som `det gode liv.`
Per Holm nævner Haberma`s kommunikationsteori hvor mennesker sættes ind i 3 relationer, selv om vi nu skal parkere Peter Larsen kan jeg ikke lade være med at tænke at han virker inspireret af Habermas, hvis man ser den materielle verden som Holm beskriver den forarbejdende relation som arbejdsprocesser der skaber kompetencer, udvikling kapaciteter og kvalifikationer. Kan det ikke overføres til Peter Larsens mestring? Relationen til sig selv kan overføres direkte til Peter Larsens Selvopfattelse og relationen til den sociale verden til Peter Larsens sociale netværk, eller hvad?
I vores studiegruppe er vi kommet i gang med at indkredse vores emne. Det handler om at opholdssteder ikke får tilstrækkeligt gode resultater ud af anbringelser af unge. Vi interesserer os for dannelse versus tilpasning og hvilke erfaringer og kompetencer det efterlader den unge med efter endt anbringelse, eller ved flytning til andet bosted. I hvilken grad er pædagoger bevidste om at arbejde med kategorial dannelse?
Vi mødes i vores gruppe på mandag og diskuterer videre
Litteraturen var :
Holm, Per m.fl. (1994):Livskvalitet og professionel støtte. I: Holm, Per m.fl.(1994):Liv og kvalitet i omsorg og pædagogik. Forlaget Systime. s. 10-57 (målgruppen funktionsnedsatte)
Clausen, Sigrid Brogaard og Clausen, Peter (2010):Pædagogik og livskvalitet. Hans Reitzels forlag. s. 17-24 (målgruppen børn og unge)
Henriksen, Bjarne Lenau (2007):Livskvalitet - en udfordring. GADs Forlag. 2. udg. s. 19-31 (målgruppen socialt udsatte)
På klassen udspillede en diskussion sig om `Benny 16 år, ryger og spiser romkugler på bænken.`
I stedet for at fokusere på det indlysende negative må pædagogen forsøge at få kommunikation i gang med Benny om hans trivsel, udvikling og læring, altså kammerater og hvad man er sammen om, hans fritidsinteresser og fremtidsdrømme. Det handler om at være anerkendende.
Jeg er blevet bevidst om at livskvalitet er et centralt pædagogisk begreb som der er skrevet tykke bøger og teorier om, så man kan tale fagligt om det. Det er ikke så diffust som `det gode liv.`
Per Holm nævner Haberma`s kommunikationsteori hvor mennesker sættes ind i 3 relationer, selv om vi nu skal parkere Peter Larsen kan jeg ikke lade være med at tænke at han virker inspireret af Habermas, hvis man ser den materielle verden som Holm beskriver den forarbejdende relation som arbejdsprocesser der skaber kompetencer, udvikling kapaciteter og kvalifikationer. Kan det ikke overføres til Peter Larsens mestring? Relationen til sig selv kan overføres direkte til Peter Larsens Selvopfattelse og relationen til den sociale verden til Peter Larsens sociale netværk, eller hvad?
I vores studiegruppe er vi kommet i gang med at indkredse vores emne. Det handler om at opholdssteder ikke får tilstrækkeligt gode resultater ud af anbringelser af unge. Vi interesserer os for dannelse versus tilpasning og hvilke erfaringer og kompetencer det efterlader den unge med efter endt anbringelse, eller ved flytning til andet bosted. I hvilken grad er pædagoger bevidste om at arbejde med kategorial dannelse?
Vi mødes i vores gruppe på mandag og diskuterer videre
Portfolio
Som noget nyt skal vi fremover blogge om vores udbytte af dagens undervisning eller arbejdet i studiegruppen. Det vil blive ud fra spørgsmålene:
Hvad har jeg lært i undervisninger?
Hvordan kan jeg koble undervisningen sammen med læringsmålene?
Fulgt op af personlige reflektioner!
OKAY, det kan godt være de første gange bliver præget af at det er en læreproces.
Hvad har jeg lært i undervisninger?
Hvordan kan jeg koble undervisningen sammen med læringsmålene?
Fulgt op af personlige reflektioner!
OKAY, det kan godt være de første gange bliver præget af at det er en læreproces.
Opstart på pædagogikforløb ved LIL
I dag startede opløbet på vores pædagogikforløb, og på mandag bliver vi introducerede til eksamensforløbet, så vi ved hvad vi arbejder hen imod og forhåbentlig får overblik over hvad som er vigtigt.
Det var dejligt at være samlede hele klassen i dag og have traditionel undervisning.
Dagens emne var kultur og forandring af pædagogisk praksis.
Dagens litteratur var:
Mørch, Susanna Idun (2007): Individ, institution og samfund. Academia. kap. 9 s. 167-174
Rasmussen, Kim (2010): At bryde med vanetænkning og rutinehandlinger. I: Ritchie, Tom(red.)(3. udg.): Relationer i teori og praksis. Billesø og Baltzer.
På klassen talte vi om at kultur kan være æstetisk kultur hvor mennesker udtrykker sig gennem musik, sang, formgivende kunst, dans og andet. Og det kan være antropologisk kultur som mellemmenneskelige handlinger i familien, på arbejdspladsen, i et land, ja det kan være små eller store grupper der har fælles referencer.
Uanset om vi er bevidste om det eller ej, så er vi alle kulturbærere.
På arbejdspladsen kan omstillingen fra gamle rutiner til nye, være vanskelig for medarbejdere som har været ansat gennem mange år.
Kulturmøder er når forskelligheder mellem mennesker bliver tydelige, det kan være spændende, udviklende eller problematisk.
I Kim Rasmussens tekst var en fin fortælling om pædagogisk opfindsomhed som en social læreproces, hvor barnet i behandlingsbørnehaven og pædagogen lærer at omgås hinanden på en ny, og for begge parter bedre måde.
Eva på 4 år har det svært og smører konsekvent og vredladent mad som hun ikke kan lide, ud over sig selv og bordet. Den ellers så rummelige pædagog har svært ved at være vidne til det. Hun tager en særlig tallerken med hjemmefra og præsenterer den for Eva: Eva det er min flotteste tallerken, den er til dig hvis du vil lægge det mad som du ikke kan lide på den. Og det gjorde hun fra den dag, ligesom hun fra den dag var meget glad for netop den pædagog.
Det er da en solstrålehistorie. Det er også et modigt eksperiment at gøre, da udfaldet er ukendt.
Kim Rasmussen skriver at pædagoger ofte handler rutinemæssigt og instrumentalt. Derfor argumenterer han for at bryde med egen vanetænkning ved jævnligt at stille spørgsmål til egen praksis, som: Opnår jeg det jeg gerne vil med børnene og mig selv? Hvad bygger jeg mine tolkninger på? Hvordan kan det være at jeg tænker som jeg gør?
Det var en lærerig tekst som jeg nok vil vende tilbage til, da jeg ikke ønsker at stivne i rutinepræget praksis der ikke anerkender barnet/beboeren.
Det var dagens vigtigste læring for mig, at være opmærksom på pædagogisk vanetænkning. Jeg tænker både på min egen praksis og på hvis jeg skulle møde det hos kolleger, så kan man godt tale om det uden at være fordømmende.
Jeg kommer til at tænke på min tidligere praksis, hvor jeg brugte sætningen `hvis jeg gør som jeg plejer, bliver det som det plejer` til at finde små områder i de daglige rutiner som jeg ønskede skulle forløbe anderledes og gennem den tænkning fik lavet om på.
Det var dejligt at være samlede hele klassen i dag og have traditionel undervisning.
Dagens emne var kultur og forandring af pædagogisk praksis.
Dagens litteratur var:
Mørch, Susanna Idun (2007): Individ, institution og samfund. Academia. kap. 9 s. 167-174
Rasmussen, Kim (2010): At bryde med vanetænkning og rutinehandlinger. I: Ritchie, Tom(red.)(3. udg.): Relationer i teori og praksis. Billesø og Baltzer.
På klassen talte vi om at kultur kan være æstetisk kultur hvor mennesker udtrykker sig gennem musik, sang, formgivende kunst, dans og andet. Og det kan være antropologisk kultur som mellemmenneskelige handlinger i familien, på arbejdspladsen, i et land, ja det kan være små eller store grupper der har fælles referencer.
Uanset om vi er bevidste om det eller ej, så er vi alle kulturbærere.
På arbejdspladsen kan omstillingen fra gamle rutiner til nye, være vanskelig for medarbejdere som har været ansat gennem mange år.
Kulturmøder er når forskelligheder mellem mennesker bliver tydelige, det kan være spændende, udviklende eller problematisk.
I Kim Rasmussens tekst var en fin fortælling om pædagogisk opfindsomhed som en social læreproces, hvor barnet i behandlingsbørnehaven og pædagogen lærer at omgås hinanden på en ny, og for begge parter bedre måde.
Eva på 4 år har det svært og smører konsekvent og vredladent mad som hun ikke kan lide, ud over sig selv og bordet. Den ellers så rummelige pædagog har svært ved at være vidne til det. Hun tager en særlig tallerken med hjemmefra og præsenterer den for Eva: Eva det er min flotteste tallerken, den er til dig hvis du vil lægge det mad som du ikke kan lide på den. Og det gjorde hun fra den dag, ligesom hun fra den dag var meget glad for netop den pædagog.
Det er da en solstrålehistorie. Det er også et modigt eksperiment at gøre, da udfaldet er ukendt.
Kim Rasmussen skriver at pædagoger ofte handler rutinemæssigt og instrumentalt. Derfor argumenterer han for at bryde med egen vanetænkning ved jævnligt at stille spørgsmål til egen praksis, som: Opnår jeg det jeg gerne vil med børnene og mig selv? Hvad bygger jeg mine tolkninger på? Hvordan kan det være at jeg tænker som jeg gør?
Det var en lærerig tekst som jeg nok vil vende tilbage til, da jeg ikke ønsker at stivne i rutinepræget praksis der ikke anerkender barnet/beboeren.
Det var dagens vigtigste læring for mig, at være opmærksom på pædagogisk vanetænkning. Jeg tænker både på min egen praksis og på hvis jeg skulle møde det hos kolleger, så kan man godt tale om det uden at være fordømmende.
Jeg kommer til at tænke på min tidligere praksis, hvor jeg brugte sætningen `hvis jeg gør som jeg plejer, bliver det som det plejer` til at finde små områder i de daglige rutiner som jeg ønskede skulle forløbe anderledes og gennem den tænkning fik lavet om på.
Abonner på:
Opslag (Atom)