Opstart på pædagogikforløb ved LIL

I dag startede opløbet på vores pædagogikforløb, og på mandag bliver vi introducerede til eksamensforløbet, så vi ved hvad vi arbejder hen imod og forhåbentlig får overblik over hvad som er vigtigt.
Det var dejligt at være samlede hele klassen i dag og have traditionel undervisning.
Dagens emne var kultur og forandring af pædagogisk praksis.

Dagens litteratur var:
Mørch, Susanna Idun (2007): Individ, institution og samfund. Academia. kap. 9 s. 167-174
Rasmussen, Kim (2010): At bryde med vanetænkning og rutinehandlinger. I: Ritchie, Tom(red.)(3. udg.): Relationer i teori og praksis. Billesø og Baltzer.

På klassen talte vi om at kultur kan være æstetisk kultur hvor mennesker udtrykker sig gennem musik, sang, formgivende kunst, dans og andet. Og det kan være antropologisk kultur som mellemmenneskelige handlinger i familien, på arbejdspladsen, i et land, ja det kan være små eller store grupper der har fælles referencer.
Uanset om vi er bevidste om det eller ej, så er vi alle kulturbærere.
På arbejdspladsen kan omstillingen fra gamle rutiner til nye, være vanskelig for medarbejdere som har været ansat gennem mange år.

Kulturmøder er når forskelligheder mellem mennesker bliver tydelige, det kan være spændende, udviklende eller problematisk.

I Kim Rasmussens tekst var en fin fortælling om pædagogisk opfindsomhed som en social læreproces, hvor barnet i behandlingsbørnehaven og pædagogen lærer at omgås hinanden på en ny, og for begge parter bedre måde.
Eva på 4 år har det svært og smører konsekvent og vredladent mad som hun ikke kan lide, ud over sig selv og bordet. Den ellers så rummelige pædagog har svært ved at være vidne til det. Hun tager en særlig tallerken med hjemmefra og præsenterer den for Eva: Eva det er min flotteste tallerken, den er til dig hvis du vil lægge det mad som du ikke kan lide på den. Og det gjorde hun fra den dag, ligesom hun fra den dag var meget glad for netop den pædagog.
Det er da en solstrålehistorie. Det er også et modigt eksperiment at gøre, da udfaldet er ukendt.

Kim Rasmussen skriver at pædagoger ofte handler rutinemæssigt og instrumentalt. Derfor argumenterer han for at bryde med egen vanetænkning ved jævnligt at stille spørgsmål til egen praksis, som: Opnår jeg det jeg gerne vil med børnene og mig selv? Hvad bygger jeg mine tolkninger på? Hvordan kan det være at jeg tænker som jeg gør?

Det var en lærerig tekst som jeg nok vil vende tilbage til, da jeg ikke ønsker at stivne i rutinepræget praksis der ikke anerkender barnet/beboeren.

Det var dagens vigtigste læring for mig, at være opmærksom på pædagogisk vanetænkning. Jeg tænker både på min egen praksis og på hvis jeg skulle møde det hos kolleger, så kan man godt tale om det uden at være fordømmende.
Jeg kommer til at tænke på min tidligere praksis, hvor jeg brugte sætningen `hvis jeg gør som jeg plejer, bliver det som det plejer` til at finde små områder i de daglige rutiner som jeg ønskede skulle forløbe anderledes og gennem den tænkning fik lavet om på.