Eller: overvejelser om formål
Martin sidder ofte stille i en lænestol i institutionens dagligstue, ofte med en kop kaffe i hånden. Vi vil gerne bidrage til at han gennem bevægelse, kan komme til at opleve glæde ved at lade sig selv og sin egen krop fylde mere i rummet.
Vi har ønsket at tilrettelægge en meningsfuld aktivitet for Martin, den skal kunne fungere som en af de muligheder man kan vælge mellem, når man har alenetid sammen med Martin. Den aktivitet som omsorgspersonen oftest vælger, er at gå tur i skoven og institutionens omegn sammen med Martin. Men er vejret efter omsorgspersonens vurdering dårligt, bliver gåturen ofte valgt fra til fordel for højtlæsning, musiklytning eller fodmassage. Udmærkede tiltag men uden fysisk aktivitet. Derfor vil vi gerne udvide spektret for, hvad der er realistisk at gøre sammen med Martin en almindelig hverdagseftermiddag hjemme på institutionen, så han kan opleve samvær om fysisk aktivitet, og deraf affødt produktion af endorfiner, selvom man vælger at blive indendørs.
Det kan af helbredshensyn være fornuftigt og omsorgsfuldt, at foretrække indendørs aktiviteter i kolde perioder, da Martin gerne lader sig iføre overtrækstøj og hue, men konsekvent nægter at have vanter eller luffer på.
Vi mener at det er vigtigt at omsorgspersonen kender til beboerens diagnose, men ikke lader sig styre af den. At der finder løbende iagtagelse sted, og faglig vurdering deraf, som man i den daglige interaktion med brugeren kan forholde sig til, med sigte på at følge og optimere brugerens udvikling mest muligt.
Overvejelser om aktivitetens art:
Da vi fra vores praksis i samspil med Martin har erfaret, at han værdsætter at lytte til klassisk musik med og uden sangledsagelse, men ikke til moderne rytmisk musik, har vi vurderet at musik kan forstærke hans lyst til bevægelse, og derfor skal være en del af aktiviteten. For at Martin skal ønske at deltage, er tryghed en vigtig faktor. Vi har derfor valgt at kun personer fra vores gruppe, som han i forvejen er fortrolig med, skal introducere ham for aktiviteten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar