Ad. Højholdt, spørgsmål til overvejelse p. 69:
Utilpassede i den praksis som jeg kender til, som er dagplejen: for ikke at passe ind skal man være den som ikke leger, eller som græder påfaldende meget. Så længe barnets udvikling falder indenfor det normalt alderssvarende, er der vide muligheder for at tage individuelle hensyn.
I andre sammenhænge barnet senere kommer til at indgå i, tror jeg at der kan være risiko for at blive sat i bås som vanskelig ved mindre forseelser, som i et eller andet omfang ikke at leve op til pædagogernes forventninger.

Jeg ser indikationer på at mandlige og kvindelige ansattes forskelligartede tilgang til aktiviteter med børnene, og divergerende syn på fysisk aktivitet resulterer i forskellige vurderinger.

Ad. Højholdt, spørgsmål til overvejelse p. 63:
Overgange giver sammenhæng i dagligdagen. Viden om hvorledes de fungerer må indsamles gennem de enkelte institutioner eller ved at spørge det enkelte barn ad, altså gennem dialog.

Hjem - morgenpasning - børnehave/skole - eftermiddagspasning - fritidsaktivitet - hjem - evt. ny aktivitet.

Det er individuelt hvor mange skift eller aktiviteter det enkelte barn kan rumme. Den mest oplagte mulighed for at regulere, er ved fravalg af fritidsaktiviteter.

Ved at mødes og sammenligne børnenes trivsel i forskellige tiltag samt lytte til børnenes udsagn, kan vi få viden om betydningen af og behovet for øget samarbejde mellem de professionelle ansatte i forskellige sociale arenaer.

Ved løbende at observere, spørge, skrive ned, justere arbejder vi for at overgangene målgruppens dag opleves støttende for dem. En basal ting som næringsrigtig kost tilbudt på de rigtige tidspunkter, må ikke undervurderes.

Andy Højholdt kap. 2: Det sociologiske og kulturanalytiske udviklingsfelt.

På den unges vej mod voksenlivet, spiller de sociale arenaer en væsentlig rolle for indentitetsdannelsen og socialiseringen.
Centralt i kapitlet står at det senmoderne børne- og ungdomsliv er institutionaliseret, det bliver hermed vigtigt for den enkelte unge at kunne drage fordel af de rammer de professionelle opstiller for samvær, vigtigt at kunne indgå i dialog. `Nogle børn og unge kan håndtere kravene, mens andre , som Halse formulerer det, `får problemer med opvæksten i en foranderlig verden`(Halse 2006:78)
Den professionelle får både stor betydning og ansvar, en bevidsthed om egen opfattelse af målgruppen og dens situation bliver væsentlig jvf. s. 59
Ad. afsnittet den sort-hvide ungdom, er jeg enig i at `den stigende polarisering i børne-ungegruppen er den måske største udfordring i den sociale og pæd. sektor i disse år`. Jeg kan se at der indenfor selv velintegrerede unge på uddannelsesinst. er en betydelig intolerance overfor andre unge, som stikker bare lidt ud fra mængden.

Faglig begrundelse:

Det interessante i denne case er uoverensstemmelsen i forventninger som de involverede har til dette møde. For den studerende som er med på sidelinjen, er det tydeligt at pædagogerne er indstillede på at dette møde er det første i en række, hvor fremgangsmåde og tilgang til det besluttede samvær skal drøftes. Det fremgår desuden at de er fokuserede på det økonomiske aspekt. Hvorimod socialrådgiveren er indstillet på at der skal tages beslutninger.

På et privat opholdssted for døgn anbragte børn og unge, gør den daglige leder og pædagogen som er kontaktpædagog for en 7 årig dreng, klar til et møde med en socialrådgiver der er sagsbehandler i anbringende kommune. Anledninger er at der er enighed blandt de implicerede om at det vil være godt for drengens og søsterens forhold, at de ses. Drengen spørger ofte om lov til at besøge søsteren.
Pædagogernes udgangspunkt er at der skal tales om hvor samværet skal foregå, hvem der skal bekoste og foretage transporten, hvor ofte samværet skal finde sted og af hvilken varighed det skal være for at tilgodese drengens behov. De er indstillede på at det er en sag der skal tales om igen ved senere lejlighed.
Sagsbehandleren derimod er meget målrettet i sine spørgsmål, skriver ned og påtager sig den videre kontakt til plejeforældrene samt at beregne en pris på arrangementet, da pædagogerne gentagne gange understreger at transport og ledsagelse er en ydelse der ligger udenfor hvad de har forpligtigelse til.
Efter mødet giver pædagogerne udtryk for at sagsbehandleren var lidt af en rappenskralde. Mens det er tydeligt for iagttageren, at det er sagsbehandlerens fortjeneste at der tages endelige beslutninger.

Pyyh ha det hjalp med lidt grønt, nu er den da til at holde ud at se på.

Dejligt at læse en tekst der anvender Luhmanns funktionsanalyse med held. Jeg ser teksten som en opgavebesvarelse Karen De Neergaard har skrevet i forbindelse med sit pædagogstudium. Hatten af for det.
Omlægningen af pæd. uddannelsen til en bacheloruddannelse kan ses som et vigtigt skridt væk fra den lave status hen mod størrer anerkendelse af pædagoger og deres arbejde. Men det er kun èt skridt, fortsat høj faglighed må være det næste og bedre kommunikationsevne fra pædagogstanden til det omgivende samfund må være næste skridt, ellers er der ingen som opdager at pædagogerne har rykket sig.
Her kan fagforbundene passende træde til.