På et privat opholdssted for døgn anbragte børn og unge, gør den daglige leder og pædagogen som er kontaktpædagog for en 7 årig dreng, klar til et møde med en socialrådgiver der er sagsbehandler i anbringende kommune. Anledninger er at der er enighed blandt de implicerede om at det vil være godt for drengens og søsterens forhold, at de ses. Drengen spørger ofte om lov til at besøge søsteren.
Pædagogernes udgangspunkt er at der skal tales om hvor samværet skal foregå, hvem der skal bekoste og foretage transporten, hvor ofte samværet skal finde sted og af hvilken varighed det skal være for at tilgodese drengens behov. De er indstillede på at det er en sag der skal tales om igen ved senere lejlighed.
Sagsbehandleren derimod er meget målrettet i sine spørgsmål, skriver ned og påtager sig den videre kontakt til plejeforældrene samt at beregne en pris på arrangementet, da pædagogerne gentagne gange understreger at transport og ledsagelse er en ydelse der ligger udenfor hvad de har forpligtigelse til.
Efter mødet giver pædagogerne udtryk for at sagsbehandleren var lidt af en rappenskralde. Mens det er tydeligt for iagttageren, at det er sagsbehandlerens fortjeneste at der tages endelige beslutninger.