Søren Kirkegaards citat om sand hjælpekunst:

"For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han – men dog vel først og

fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min mere forståen ham slet

ikke. Vil jeg alligevel gøre min mere-forståen gældende, så er det, fordi jeg er forfængelig

eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. Men al sand

hjælpen begynder med en ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under den han vil

hjælpe, og derved forstå at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe

ikke er at være den herskesygeste men den tålmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil

videre at finde sig i at have uret, og ikke at forstå hvad den anden forstår.” (Kirkegaard

1859/1978 bind 18.)

Foreløbig er jeg kommet frem til at, når det er bind 18, må det være 3. udg. Ved Peter P. Rohde, som udgav bd. 1 – 20 i 1962 - `64.

Ved søde Gitte fra bibliotekets mellemkomst, har jeg fundet ud af at bindet hedder `Synspunkt for min forfatter-virksomhed` og at citatet står i kap. 1 §2.

Fremtidsværksted

Undervisningen baserer sig på MBER`s erfaringer og meninger om fremtidsværksteder, som hun har mødt dem gennem sin universitetsuddannelse. Grundlaget er :

Jungk, Robert. og Mûllert, R. Norbert ( 1998): Håndbog i fremtidsværksteder. 3. udg. Viborg. Politisk revy. (160 sider)

Robert Jungk er født i 1913 i Berlin. Efter 1933 arbejdede han i Frankrig og i det republikanske Spanien med dokumentarfilm. Fra 1940 til 1945 skrev han for avisen `Weltwoche` i Schweitz. Siden 1968 underviser han i fremtidsforskning ved Technische Universitet i West-Berlin og har siden 1974 været formand for gruppen `Mankind 2000´ i London. Robert Jungk lever i dag i Salzburg, Østrig. Adskillige bogudgivelser, mest kendt er `Atomstaten` og `Fremtiden er allerede begyndt`.

Nobert Mûllert er født i 1939. Beskæftiger sig med industricivilisationens grænser og med mulighederne for livs- og teknikformer bestemt af det enkelte menneske selv. Underviser ved Technische Universitât i West-Berlin om datalogiens samfundsmæssige implikationer og ved folkehøjskoler om arbejdtets fremtid. Desuden afholder Nobert Mûller yoga-kurser og fremtidsværksteder. Bogudgivelser om blød teknologi, alternative livsformer og om datasikkerhed.

(Kreativitet er evnen til at finde nye løsninger på gamle problemer.)

1) Kritikfase. Man diskuterer eller forsvarer ikke det som andre kritiserer.

2) Fantasifase. Man kommer med utopiske ideer, det absolut optimale man kan tænke sig. Om det er praktisk muligt er komplet ligegyldigt.

3) Virkeliggørelsesfase.

1) Kritikfase

Meritholdets udsagn om hvad der er det værste ved at skulle lære nyt og udvikle sig:

Det er at den tid som går med at sætte sig ind i det nye, går fra det andet som man gerne vil beskæftige sig med. Det kan være arbejdsopgaver som man føler man bliver nødt til at nedprioritere, fordi man har brug for at bruge tiden på at implementere nyt. Et rigtig slemme er, hvis man ikke er enig i, at det nye er vigtigt at bruge ressourcer på.

På privatfronten er der mere frit valg til kun at bruge sine egne og familiens ressourcer på noget som man selv mener, er maset værd.

Relationen til de nærmeste.

Studiet kræver selvdisciplin.

Skyldfølelse.

Frustration.

Kolleger kan have svært ved at acceptere ens nye viden og identitet.

Svært at tænke nyt.

Egen identitet forandres.

Man mangler kendskab til det nye og de stillede opgaver.

Frygter mislykkethed.

Selvkontrol.

Usikkerhed i forb. Med stort ansvar.

Usikker på om man kan leve op til egne forventninger.

Manglende forudsætninger.

Den hovedpine det nye giver.

Svært at ændre vaner.

Ændrede samarbejdsmønstre på arb. Pladsen.

Dilemmaer, krydspres, man må konstant prioritere i sit arb. Pres.

Mister fodfæstet for en tid.

Forvirring.

Man møder sin egen usikkerhed.

Gyngende grund.

Manglende accept af baggrund.

Tænker anderledes.

Tempo.

Forandringstvang.

For stor arbejdsbyrde.

Man mister kontrollen over situationen.

Det værste er at man ikke selv har medindflydelse.

Man får ikke tilstrækkelig viden om det man skal praktisere.

Uenighed om retning.

Ikke alt nyt er godt nyt.

Kan man have tillid til viden, man skal acceptere at ens fremtid bliver anderledes end nutiden er.

Peter (ind i musikken) Bastian :` At lære nyt er som at få en mental splint ind i kroppen.`

MBER nævnte her Piaget, men forklarede ikke nærmere.

For flertallet i klassen er det vigtigst her og nu, at beskæftige sig med forhold på studiet frem for hvordan studiet påvirker forhold og relationer på arbejdspladsen. Derfor bliver vi bedt om at byde ind med de mest optimale forhold at studere under.

Vi lavede øvelsen med at stå i rundkreds og lade et håndklæde gå rundt, som alle mimede noget med, hvor det ikke var et håndklæde. Det gav gode grin.

2) Fantasifase

De optimale forhold at studere under:

Gratis undervisning og studiebøger.

Ugentlig personlig vejledning.

Personlig coaching.

Privatchauffør.

Attraktive mandlige lærere.

Udelukkende emner der relaterer til ønskede studieretning.

Kreative fag.

Særlig IT undervisning og hardware.

Forelæsninger.

3) Virkeliggørelsesfasen.

Vi blev bedt om at vende de negative ting til noget positivt.

Fravær af medindflydelse.

· At have indflydelse, at byde ind i undervisningen. At være deltagende.

Mislykkethed.

· At lykkes.

Usikkerhed.

· Skaffe sig overblik.

Hovedpine.

· Dele sine opgaver op i overskuelige størrelser. Pinex og søvn.

Manglende selvdisciplin.

· Vilje, struktur, overskud, engagement.

Skyldfølelse.
· At have god samvittighed og vise forståelse for den andens reaktion.


Utilstrækkelighed.

Åbenhed, dialog, at man bliver tilpas udfordret.

Det er svært at ændre vaner.

· Accept af at det er svært at ændre vaner. Stolthed over at tage uddannelse.

For stort arbejdspres.

· Arbejdsplanlægning.

Desværre var undervisningsdagen allerede ovre. Det var en god undervisning som kom på et godt tidspunkt, da den lagde sig fint i forlængelse af formiddagen med EZB. Jeg mener at dagen gav grobund for optimisme, og virkede samlende på klassen, hvilket vi trængte til, det er det jeg mener at den kom på et godt tidspunkt.

Frankfurterskolen

Da Habermas er elev af Adorno, han overtog hans professorat ved Universitetet i Frankfurt am Main, og Axel Honnet er elev af Habermas, har jeg fundet det væsentligt og interessant at læse lidt supplerende, desværre har jeg sjældent tid til den luksus og pludselig skulle bogen afleveres, så fortsættelsen må vente. Lidt om Adorno blev det dog til.

Kilde: Andersen, H. og Kaspersen, L. B. (red.) (1996): Moderne og klassisk samfundsteori. Viborg. Hans Reitzels Forlag.

Adorno: Theodor Wiesengrund Adorno født i Frankfurt am Main i 1903. Hans far var jøde, men havde konverteret til protestantismen. Hans mor og moster, der begge var musikere prægede hans opvækst, allerede som gymnasiast, begynder han på konservatoriet. 1921 -24 studerer han filosofi, psykologi og musikvidenskab ved universitetet i Frankfurt og lærer Max Horkheimer og Walter Benjamin at kende. Efter at have promoveret i filosofi studerer han komposition et halvt år hos Alban Berg i Wien. I tyverne skaber han sig et navn som musikkritiker og offentliggør over hundrede musikartikler før sit første selvstændige filosofiske arbejde. I 1931 forsvarer han doktorgraden på et arbejde om Søren Kierkegaard. 1934 – 38 studerer han i Oxford på et stipendium og står i intensiv kontakt med Bebjamin i Paris og Horkheimer i New York. Efter at han i 1949 er vendt tilbage til Tyskland fra USA bliver han 1956 professor i filosofi, og lrder af IfS alene efter Horkheimers afgang i 1959. Adorno bliver efterhånden en kendt profil i efterkrigstidens Forbundsrepublik, først og fremmest som kulturkritiker musikfilosof. Hans sidste leveår præges af stadigt voldsommere konflikter med de mere og mere militante radikale studenter. Da han dør i august 1969, er han midt i at skrive sin store Asthetische Theorie.

IfS: Institut für Socialforschung.

Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 flyttede folkene bag IfS sig til Geneve, Los Angeles og New York. Gruppen mødtes om kritisk teori (synonym for marxisme) eller kritisk samfundsteori.

Adorno blev tilknyttet IfS i 1938, mens han var i USA.

Unges sprog kap. 1

Unges sprog

Jørgensen, J. N. og Quist, P. (2008): Unges sprog. Kbh. Hans Reitzels Forlag.

Jeg vil referere det fra bogen, som er væsentligst for at forstå forfatternes syn på unges sprog og den kontekst det skal forstås i. Jeg vil følge kapitel inddelingen. Allersidst vil forfatternes forslag til supplerende læsning komme, de er inddelt efter kapitlerne.

1 Ungdom som begreb

s. 11 - 28

Ved termen ungdomssprog forstås i denne sammenhæng som sproget hos grupper af unge som har et internt sprogbrug eller jargon der forstærker deres tilhørsforhold til gruppen.

Ved termen unges sprog forstås sprog som hører til en generation af unge, som gennem livet vil hænge ved generationen som en fælles reference.

Indkredsning af begrebet ungdom

Ungdom som begreb og social kategori, er historisk set et nyt fænomen. Tidligere har stadiet mellem barndom og voksentilværelse ikke været opfattet som en selvstændig livsfase.

`Forestillingen om en bestemt ungdomsfase mellem barndommen og voksentilværelsen begynder først at tage form i 17- og 1800-tallet i overgangen fra feudalsamfundet til industrisamfundet.` (s. 13 øverst)

Man blev dengang formelt voksen ved konfirmationen. I vores senmoderne samfund er konfirmationen i praksis et ritual, der giver den unge muligheden for at skeje ud med forbrug for sine pengegaver.

Med industrialiseringen fulgte behovet for faguddannet arbejdskraft, det foranledigede at det unge menneske for at uddanne sig, i en begrænset årrække flyttede fra sin familie. Det skabte en livsfase hvor den unge i høj grad var fritaget for forpligtelser overfor familien og endnu ikke havde stiftet sin egen familie. Denne livsfase som blev kaldt ungdommen, er altså ikke i sig selv biologisk betinget, men et resultat af samfundets måde at indrette sig på.

Bogen kalder perioden mellem den tidlige industrialisering, i DK fra 1800-tallet til ca. midten af 1900-tallet, for moderniteten. Den periode som kommer herefter, kaldes senmoderniteten.

Ikke førend i senmoderniteten, begynder man at tale om ungdomskulturer og subkulturer, det kommer samtidig med at ungdommen bliver købedygtig. `Forbrug, ungdom og identitet er i senmoderniteten tæt forbundne størrelser.`

`De fleste ungdomsforskere er i dag enige om, at det ikke kan lade sig gøre at sætte en præcis aldersgrænse for, hvornår ungdommen begynder, og hvornår den slutter.` (s.14 nederst)

I senmoderniteten tillægges ungdom positive værdier, det ses som attraktivt at være ung, og det for mange til at stræbe efter at forblive i ungdommen. Det kan forklare at der er en vis prestige forbundet med at fremstå og tale ungdommeligt.

Men ungdommen ses samtidig som en risikofyldt periode, hvor den unge kan få problemer med bl.a. kriminalitet. Denne del af de unge ses som utilpassede.

Forfatterne beskriver fænomenet en bøv, en børne-voksen som er en mand i 30- og 40-års-alderen, som stadig går i teenagelignende tøj, og som stadig taler som unge mennesker gør. En mand som ikke opfører sig alderssvarende.

Forfatterne definerer ungdom som `den livsperiode, der i en given historisk periode opfattes som ungdom.` (s.18 øverst)

Ungdom, identitet og stil

I senmoderniteten er unge nødt til at tage stilling til sit tilhørsforhold, da traditioner ikke længere fastholder den enkelte i familiens erhverv. At foretage valg er blevet et livsvilkår. Det er op til den enkelte at få et sammenhængende og meningsfuldt liv. (s. 25 nederst)

`I dag lærer unge mennesker tidligt at tænke på sig selv som foranderlige – som nogle, der kan forandres og udvikles.` (s.26 nederst)