Unges sprog kap. 1

Unges sprog

Jørgensen, J. N. og Quist, P. (2008): Unges sprog. Kbh. Hans Reitzels Forlag.

Jeg vil referere det fra bogen, som er væsentligst for at forstå forfatternes syn på unges sprog og den kontekst det skal forstås i. Jeg vil følge kapitel inddelingen. Allersidst vil forfatternes forslag til supplerende læsning komme, de er inddelt efter kapitlerne.

1 Ungdom som begreb

s. 11 - 28

Ved termen ungdomssprog forstås i denne sammenhæng som sproget hos grupper af unge som har et internt sprogbrug eller jargon der forstærker deres tilhørsforhold til gruppen.

Ved termen unges sprog forstås sprog som hører til en generation af unge, som gennem livet vil hænge ved generationen som en fælles reference.

Indkredsning af begrebet ungdom

Ungdom som begreb og social kategori, er historisk set et nyt fænomen. Tidligere har stadiet mellem barndom og voksentilværelse ikke været opfattet som en selvstændig livsfase.

`Forestillingen om en bestemt ungdomsfase mellem barndommen og voksentilværelsen begynder først at tage form i 17- og 1800-tallet i overgangen fra feudalsamfundet til industrisamfundet.` (s. 13 øverst)

Man blev dengang formelt voksen ved konfirmationen. I vores senmoderne samfund er konfirmationen i praksis et ritual, der giver den unge muligheden for at skeje ud med forbrug for sine pengegaver.

Med industrialiseringen fulgte behovet for faguddannet arbejdskraft, det foranledigede at det unge menneske for at uddanne sig, i en begrænset årrække flyttede fra sin familie. Det skabte en livsfase hvor den unge i høj grad var fritaget for forpligtelser overfor familien og endnu ikke havde stiftet sin egen familie. Denne livsfase som blev kaldt ungdommen, er altså ikke i sig selv biologisk betinget, men et resultat af samfundets måde at indrette sig på.

Bogen kalder perioden mellem den tidlige industrialisering, i DK fra 1800-tallet til ca. midten af 1900-tallet, for moderniteten. Den periode som kommer herefter, kaldes senmoderniteten.

Ikke førend i senmoderniteten, begynder man at tale om ungdomskulturer og subkulturer, det kommer samtidig med at ungdommen bliver købedygtig. `Forbrug, ungdom og identitet er i senmoderniteten tæt forbundne størrelser.`

`De fleste ungdomsforskere er i dag enige om, at det ikke kan lade sig gøre at sætte en præcis aldersgrænse for, hvornår ungdommen begynder, og hvornår den slutter.` (s.14 nederst)

I senmoderniteten tillægges ungdom positive værdier, det ses som attraktivt at være ung, og det for mange til at stræbe efter at forblive i ungdommen. Det kan forklare at der er en vis prestige forbundet med at fremstå og tale ungdommeligt.

Men ungdommen ses samtidig som en risikofyldt periode, hvor den unge kan få problemer med bl.a. kriminalitet. Denne del af de unge ses som utilpassede.

Forfatterne beskriver fænomenet en bøv, en børne-voksen som er en mand i 30- og 40-års-alderen, som stadig går i teenagelignende tøj, og som stadig taler som unge mennesker gør. En mand som ikke opfører sig alderssvarende.

Forfatterne definerer ungdom som `den livsperiode, der i en given historisk periode opfattes som ungdom.` (s.18 øverst)

Ungdom, identitet og stil

I senmoderniteten er unge nødt til at tage stilling til sit tilhørsforhold, da traditioner ikke længere fastholder den enkelte i familiens erhverv. At foretage valg er blevet et livsvilkår. Det er op til den enkelte at få et sammenhængende og meningsfuldt liv. (s. 25 nederst)

`I dag lærer unge mennesker tidligt at tænke på sig selv som foranderlige – som nogle, der kan forandres og udvikles.` (s.26 nederst)