Om teksten ”Talens forfatning” Foucault tiltrædelsesforelæsning på College de France 2. dec. 1970, hvor han blev indsat som professor i tankesystemernes historie.
Det er skrevet som en forelæsning, beregnet til at formidle mundtligt.
Diskurs er et forløb frem og tilbage, her et taleforløb.
En slags referat
Jeg har forsøgt at fange det væsentligste i teksten som visse steder er vanskelig at forstå, skønt jeg mener at have set den omtalt som lettere tilgængelig!! Det har nok noget med forudsætninger at gøre. Belastningsbalancen er ikke helt afpasset her, så den studerende risikerer at miste koncentrationen og falde i søvn under læsning. J
Foucault bruger de to første sider på at stille spørgsmålet hvad er det faretruende i at folk taler? Allerede her i indledningen nævner han ” en sær straf, en sær forseelse”. Personen som skal tale har så meget mere lyst til at ordene selv ordnede sig, fik det hele med så sandheden fremstod, så han kunne være talerør for talen, og ikke talens ophavsmand. S. 11-12
Straks herefter fremsætter han sin hypotese:
” Jeg antager, at talefrembringelsen i ethvert samfund bliver kontrolleret, udvalgt, organiseret og fordelt i medfør af et antal procedurer, som har til opgave at besværge magter og farer, at beherske begivenhedernes slumptræf og undvige dens tunge, dens frygtelige materialitet.” S. 13
Han fremhæver tre eksklusionsprocedurer som samfundet selv producerer i sine konventioner, der virker som bestemmende for hvem som kommer til orde i samfundet. Den første eksklusionsprocedure er ” forbuddet”: ”Man ved meget vel, at man ikke har ret til at sige alt, at man ikke ved hvilken som helst lejlighed kan tale om alt, at sluttelig ikke hvem som helst kan tale om hvad som helst.” S.23
· Der er et tabu omkring hvad den som taler til en særlig lejlighed, kan tillade sig at sige. Navnlig er emnerne seksualitet og politik følsomme. Det forbud eller den kritik som hæftes på talen afslører hurtigt kritikkens forbindelse med ” begær og magt” S. 13
Det andet eksklusionssystem som samfundet benytter sig af, er ”opdeling og forkastelse”:Den samfundsskabte modsætning mellem ”fornuft og galskab.” S. 13
· Siden middelalderen, siger Foucault, har den gale været den , hvis tale ikke kunne ”sættes i kredsløb som andres.” Dårens ord var gennem århundreder uden gyldighed i det omgivende samfund og dets institutioner, altså i retten og i kirken. I enkelte tilfælde har det dog været omvendt. At den gales ord blev tillagt uforbeholden stor vægt som ophøjet sandhed.
I det moderne samfund er man kommet frem til at der kan udledes en mening af den gales talte ord. S. 14 Men i og med at det er øvrighedspersoner fra samfundets etablerede institutioner, som læger eller psykriatere der samtaler med den gale, så tolker de også det sagte gennem deres egen forankring i det etablerede samfund, og hermed består opdelingen. S. 15
Et tredje eksklusionssystem betegner Foucault selv som dristigt, men alligevel formulerer, er modsætningsforholdet ”sandt og falskt” eller som han senere benævner det: ”viljen til sandhed” som beror på den praksis som finder sted i samfundets institutioner.
· Lovens ord i samfundet får sin legimitet ved at sociologiske, psykologiske medicinske og psykriatiske autoriteter finder at det er det rette. S. 18 øverst.
Det som jeg får ud at teksten er at det talte ord er magt som konventionerne i samfundet tildeler til nogle grupper men ikke til andre.
Det interesserer Foucault hvordan magt virker og kommer til udtryk, ikke hvem som udøver magten.
Konventionerne/sædvanerne i samfundet kommer til at styre hvad det er acceptabelt at sige i samme samfund. Det var lige her Lars Von Trier trådte ved siden af, med sine mærkelige udtalelser i Cannes i mandags. (var det mandag, korriger mig hvis ikke!)
Janteloven og ordsprog som ;`højt at flyve, dybt at falde.` `skomager bliv ved din læst` og talemåden `nu skal du ikke komme for godt i gang` er vel udtryk for denne selvjustits gennem samfundets konventioner. Hvor ville det ellers være rart, engang imellem at komme rigtig godt i gang!
Af de tre eksklusionssystemer, som rammer talen: det forbudte ord, opdelingen af galskaben og viljen til sandhed, er det viljen til sandhed som optager ham mest, fordi det er den som samfundet omtaler mindst. S. 18 midt
Foucault om diskursernes egne interne kontrol med adgangen til samme diskurs, og tilfældig anvendelse af den:
· Kommentaren. Her mener han forklarende skrifter om religiøse eller juridiske tekster og litterære, og til en vis grad, videnskabelige tekster. Kommentaren er sekundærteksten som ved at formidle, fuldbyrder primærteksten. S. 23
· Forfatteren. Er her ment som ophavsmanden til diskursens betydning.
· Det talende subjekt selv. Kun nogle emner er til rådighed for alle at tale om. S. 26
Talesamfund af betroede intellektuelle der har til opgave at producere taler og lade dem cirkulere indenfor selvsamme talesamfund. Sådanne `talesamfund` hævder Foucault dog ikke findes mere. S. 28
Doktriner, virker samlende på de som bekender sig til dem, de giver en fælles reference og en fælles udelukkelse af andre som `de andre`. S. 29
Hele uddannelsessystemet er en politisk måde at opretholde eller modificere diskurstilegnelsen på, indbefattet alle de slags viden og magt, talerne bærer med sig. S. 30
Han er skeptisk overfor at `man har ladet diskursen få mindst muligt plads mellem tanken og ordet.` S. 31
Foucault konkluderer at på trods af at vores civilisation har respekteret diskursen, er der en underliggende frygt for `summen af tale` (er det frygt for at lægfolk opnår for megen taletid, og at deres synspunkter skal tillægges vægt?)
Denne frygt vil han som professor i tankesystemernes historie, bruge kræfter på at undersøge! Han siger at han vil :´problematisere vores vilje til sandhed; genoprette karakteren af begivenhed ved diskursen; samt endelig ophæve signifiantens overherredømme. S. 33
Herefter følger principper for hvordan han vil arbejde i sin forskning. S. 34-43
Herefter takker han samtidige og tidligere filosoffer. S. 44-46
Han takker for udnævnelsen og for den ære det er for ham, og for hans forgænger som han er inspireret af.
Essensen af samtale d. 8. jan. 1981 mellem oversætteren Søren Gosvig Olesen og Michel Foucault
Invitationen er kommet i stand efter lejlighedsvis korrespondance.
Foucault byder velkommen til sin lejlighed i Paris, der har udsigt over byens tage. Han kommer hjælpsomt med drikkevarer, og takker sin gæst for det store arbejde med oversættelserne af sine arbejder.
Gæsten tager noter i samtalens løb. Under samtale om hvorvidt `Seksualitetens historie` når frem til at omhandle det 20. århundrede, bliver de afbrudt af telefonen som Foucault tager i et tilstødende rum, og han ser distræt ud da han vender tilbage. Det har muligvis været et lægeligt svar omkring hans helbred, et ubehageligt svar. Foucault omtaler sig selv som historiker. Han forklarer at hans interesse ligger i at undersøge forholdet mellem verdens praktiske og teoretiske fortid, uden at danne en generet teori om Den Vestlige Verden som sådan.
De kommer ind på Foucaults knap månedlange ophold i Iran, hvor han var korrespondent. Foucault forklarer: `Altså, jeg tog derned for at studere en ny eller i hvert fald sjælden form for magt. En revolution, som tilsyneladende ikke var foretaget af en elite, men af størstedelen af en befolkning. Jeg var i kontakt med ikke så få af dem som , der var involverede i det politiske spil, og hvoriblandt nogle senere er blevet regeringens rådgivere. Men jeg var også i forbindelse med en hel del vestlige journalister; jeg var med til at diskutere deres reportager. Hvad der slog mig, var deres modvilje mod at indrømme det ikke-elitære ved magtovertagelsen, men mindre dèt end deres holdning til et andet aspekt, jeg havde bemærket. Begivenhedernes religiøse karakter. Ingen ville erkende den. Jeg sagde, at de muslimske iranere troede på, at det var vejen til et slags ”paradis på jord”, som var ved at blive banet. Og straks blev det fremstillet som om jeg havde sagt , at ja nu ville der komme et ”paradis på jord”. Men jeg havde bare fremhævet, at denne forestilling faktisk fungerede. Om De vil , var denne reaktion parallel til den kritik, som mødte min seksualhistorie. Man sagde jo, jeg havde hævdet, at seksualiteten ikke er undertrykt. Hvor jeg blot har forsøgt at vise, hvordan seksualitetens fremstilling som undertrykt tjente til at få folk til at tro på, at det er gennem seksualiteten, vores ”frigørelse” vil komme.` S. 89
Der bliver en pause hvor gæsten flittigt noterer, hvorpå Foucault spørger ind til formålet med spørgsmålene, og virker lettet og afslappet ved viden om at det ikke er til officielt brug.
Foucault ønsker at tale om epistemologi[1] og de samtaler om konkrete passager i hans bøger og om meningsudvekslinger mellem Foucault og andre samtidige teoretikere. Det forekommer som en åbenhjertig samtale mellem intellektuelle. Afslutningsvis fortæller Foucault at han har læst gæstens indledning til `Talens forfatning` og at han er tilfreds med den. Foucault forklarer at han har været ansat tre år ved universitetet i Uppsala og derfor har lært sig svensk. Han finder Skandinavien fredelig, men kedelig i længden. Undtagen København, der tog han til for at more sig.
Samtalen er slut og der tages høfligt afsked.
Afrunding
Som tidligere nævnt er talen beregnet til oplæsning, og den er noget vanskelig at læse som et skrift, navnlig når man ikke har forudsætninger for at læse intellektuelle tekster.
Med Talens forfatning nærmer Foucault sig begrebet magt som han går dybere ind i, i sine følgende bøger i 1970`erne, nemlig Overvågning og straf og Viljen til viden.
Kilder:
Foucault, Michel (1971): Talens forfatning. (oversat til dansk i 2001 af Olesen, S.G.) København. Hans Reitzels Forlag.
Psykologisk Pædagogisk ordbog. 15. udg. København. Hans Reitzels Forlag.
[1]Erkendelsesfilosofi. Betingelser for erkendelsens gyldighed, erkendelsens forhold til virkeligheden. Psykologisk pædagogisk ordbog s. 120
Ingen kommentarer:
Send en kommentar